“Det handler ikke om, hvad du har oplevet, men om hvordan det har påvirket dig.”
Måske er du tidligere stødt på den talemåde i den ene eller den anden form, og i alt sin enkelthed betyder det, at det ikke er vigtigt hvad du har oplevet, men at det er afgørende, hvordan du reagerer på det. Selv om det virker ligetil, så kan det være svært at acceptere.

I mine 7 års arbejde med klienter har jeg siddet over for mange, der taler ned om deres egne følelser og reaktioner på smertefulde oplevelser. ”Hvorfor kan jeg ikke bare komme over det?”, ”Det var jo ikke så slemt”, ”Det er da ikke normalt at blive ved mere at rode rundt i det samme, er det?” og mange andre kommentarer, har vidnet om en udbredt fortrængning af vigtige, reelle følelser. 

En af mine klienter sagde engang til mig: ”Jeg forstår ikke hvorfor jeg har det så svært med min far. Vi havde det jo godt i mit barndomshjem og han og mor sørgede altid for at vi børn havde det vi havde brug for”. Da vi kom længere ind i forløbet viste det sig, at min klient var vokset op i et hjem, hvor der, på trods af et økonomisk og materielt overskud, herskede en følelses-undertrykkende kultur på grund af faderens emotionelle afstumpethed. 

Ovenstående er langt fra et enestående eksempel.  Mange oplever at vokse op i et hjem, hvor de fleste følelsesmæssige reaktioner “er forbudte”, og når vi gør det, så vil vores forsvarsmekanisme være at lukke helt ned for de dele af følelsesregisteret. Det medfører ofte, at vi også lukker ned for dele af de følelser, der giver os glæde i livet. Gør vi det effektivt nok, så kan det endegyldigt betyde, at vi ikke mærker noget overhovedet, eller kun mærker meget lidt – og er det virkelig det værd? 

Jeg har ikke altid selv været god til det med følelser. Jeg løb væk fra dem så hurtigt, som jeg kunne. Ofte var det med mad, at jeg løb væk. Jeg brugte, eller snarere misbrugte, maden for at undgå at mærke efter. Det virkede et lang stykke henne af vejen, og maden blev min bedste ven. Det er sådan set smart nok at vende sig mod sin bedste ven, udfordringen er bare, at det er symptombehandling, der, på længere sigt, ikke gavner.

Lad mig sige det ligeud: Det kan være smertefuldt og direkte angstprovokerende at mærke sine følelser, specielt når det gælder vrede og nedtrykthed. Derfor bruger vi uanede mængder af energi på at undgå det. For mig var det mad, for andre er det alkohol, shopping, træning, stoffer eller andet. Nogle mennesker kan gå gennem livet og bruge disse strategier for at gemme følelserne væk, og det virker desværre. Min påstand er dog, at livet bliver mere meningsfuldt når vi tør stå ved vores følelser.