Følelsen af skam kan være altopslugende, og når man mærker den vil man, som oftest, allerhelst være helt alene. Hvis der er nogen i nærheden, så vil man ikke kigge på dem, men for at heling kan finde sted er det nødvendigt at vi tør dele skammen med andre.

Skammen er meget tung at bære, da den knytter sig til vores identitet og kan give os en følelse af, at være afsløret som “fejlagtige” eller “forkerte” mennesker. Det er følelsen af, at “hvis nogen ser mig, så ser de, hvor ringe et menneske, jeg er”. For den skamfulde følger nemlig en intens frygt for, at andre skal få øje på, eller opdage ens værdiløshed – at andre skal se, “hvem man egentlig er” – eller rettere den man selv tror man er. Personer, der bærer på skam, er ofte ambivalente i forhold til at få skammen afsløret. På den ene siger higer man efter lettelse, omvendt ligger frygten der for, at blive afsløret som et værdiløst menneske. Den skamfulde ønsker ikke at tale om sin skam, fordi forventningen er, at vedkommende vil blive mødt med foragt eller udskamning. Det kan opleves som om, at en sådan selv-afsløring vil føre noget uopretteligt med sig. Men det at tale om sin skam er nødvendig for heling. Skam er desuden knyttet til øjnene. Det afhænger nemlig af, hvordan vi, i barndommen, blev set på og spejlet af de betydningsfulde voksne i vores liv. Derfor oplever vi, at det kan være svært, ja nærmest umuligt, at kigge nogen i øjnene, når vi skammer os. Frygten for det blik der møder os og hvordan vi bliver set på gør at vi holder skammen for os selv.

Vi er født med evnen til at føle skam, og jeg ser den som en naturlig del af livet. Der findes forskellige typer af skam: den gode skam, der hjælper os med at registrere urimeligheder i verden og som kan forhindre os i at gøre forkerte ting – eksempelvis tyveri. Det er altså den skam, der stopper os i at handle uetisk, bare ved tanken om at blive afsløret. Den type for skam kalder jeg socialiserings-skammen. Herudover findes der, som nævnt i starten, den altopslugende skam, som får os til at ville skjule os fra omverdenen og aldrig dukke op igen. Men skammen kan som sagt bruges positivt. Når jeg ser udsendelser, hvor offer siger ja til at møde sin krænker, så tænker jeg, at skammen i det tilfælde kan bruges til at gøre krænkeren angerfuld. Mødet med sit offer, og det at se ind i øjnene på vedkommende, kan fremkalde skam. Det kræver, at krænker har evnen til at føle empati – ellers ville et sådant møde naturligvis ikke have nogen positiv effekt. 

Hvad der opleves som skamfuldt er meget individuelt og personligt. Jeg vil her dele to forskellige episoder i mit liv hvor jeg skammede mig dybt. Den ene var efter jeg, tilrettelagde og gennemførte et 24 timers spinning-event til fordel for børn med diabetes. Der var masser af præmier, glade mennesker og 34.000,- til børnene. Ved eventets afslutning, efter at have været vågen i over 24 timer sidder jeg selv på cyklen som instruktør og skruer meget højt op for musikken. En kollega forsøger et par gange at skrue ned, men høj på oplevelsen og træt i mit system bemærkede jeg det ikke. Da vi var helt færdige og min kollega fortalte mig om episoden, blev jeg ramt af en altoverskyggende skam. Alt det gode; glæden, pengene til børnene, rosen og blomsterne jeg fik kunne jeg ikke længere værdsætte og glædes ved. Tilbage var kun skammen. Jeg blev siddende i den mørke sal til jeg var sikker på, at jeg ikke ville møde nogen på vej ud, for bagefter at gå alene ud og hjem, hvor jeg græmmede mig afsindigt. I dag kan jeg godt anerkende mig selv for en flot præstation, men den ægte glæde og stolthed, lod jeg opsluge af skammen. Jeg kan i dag se, at jeg manglede styrken til at dele min skam. Jeg vidste heller ikke, at den eneste måde at overvinde skammen på, var ved at være med den og sammen med en anden/andre, der kunne rumme følelsen og se på mig med kærlige øjne. Derfor vil jeg opfordre andre, der oplever skam, til at søge et trygt sted, hvor der er plads at dele skammen. Min erfaring er nemlig, både på egen krop og i arbejdet med klienter, at skam trives bedst i mørke og i tavshed – der hvor den bæres alene af individet og gemmes væk, ligesom da jeg sad alene tilbage i den mørke spinningsal. 

Når jeg arbejder med klienter med skam, så sikrer jeg mig, at de ved, at jeg er der sammen med med dem hele tiden. Det er ikke sikkert, at de kan rumme at være i kontakt med mig hele tiden, men de skal vide, at jeg er der. Indimellem inviterer jeg dem, på en empatisk måde til at kigge lidt op og måske på mig. Det handler meget om at være nærværende og helt tilstede i øjeblikket, hvor skammen opstår. En af mine klienter sagde engang til mig, at han skammede sig over sig selv, og da kiggede han ned i gulvet. Jeg fortalte ham, at jeg var lige der sammen med ham, og at når han var klar, så måtte han gerne kigge lidt op. Der gik nogle sekunder, han kiggede op, kæmpede tydeligt for ikke at kigge væk og han tog imod min øjenkontakt og min empati. I kontakt med mig og ved at lade skammen komme frem og samtidig se at jeg var der sammen med ham og så på ham med kærlige øjne, så lykkes det ham at smelte skammen. På den måde er det naturligvis ikke hver gang, men det var et klart eksempel på hvordan det kan være at arbejde med skam.

Den anden episode, hvor jeg selv blev ramt af dyb skam, var for ca. 3 år siden, da min søn fortalte mig at han er homoseksuel. Det første der ramte mig var en ro. En følelse af, at jeg inderst inde godt vidste det, og at alt da var som det skulle være. Da vi havde talt lidt, og han var gået ud af døren til en aftale, så kom skammen. Jeg skammede mig over ikke at have set min egen søns seksualitet, eller i hvert fald ikke have erkendt det. Skammen over, at det menneske, som jeg elsker mest på hele jorden havde måtte bære på den ”hemmelighed” af frygt for, hvordan hans mor ville reagere, Skammen over ikke at have set ham, som den han var, skammen over at være vokset op i en familie, hvor det at være homoseksuel er forkert, skammen over at have brugt ordet bøsse på en tankeløs måde. Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde skabt en ramme der var tryg nok til, at jeg ville være den første han kunne dele det med. Jeg skammede mig rigtig meget. Efter det havde jeg en periode hvor jeg havde det meget svært med hvordan min adfærd havde været. Jeg tror såmænd ikke, at den var meget værre end så mange andre, men det var rigeligt for mig. Jeg var heldigvis blevet noget klogere siden episoden i spinning salen, og derfor søgte jeg hurtigt hen til et sted hvor jeg følte mig tryg, så jeg kunne arbejde med min skam. Det hjalp mig meget i min process, for det er netop i et kærligt og trygt rum, hvor der er empati og accept, at muligheden for heling opstår.