Det er helt normalt at have behov for anerkendelse. Der er dog en stor forskel på, om vi får anerkendelse for den vi er eller det vi gør.

Kender du det, at du søger efter anerkendelse hos andre? Når du har lavet noget, så skal du lige spørge, om de synes, at det er godt nok? Og når de så svarer, så er det ofte, at du ikke helt tror på det de siger. Jeg kender det rigtig godt fra mig selv. Jeg har arbejdet med det i flere år, og det er heldigvis blevet meget bedre.

Behovet for anerkendelse har vi alle sammen, det er et helt naturligt som de sociale væsener vi er. Hvis vi, når vi er børn, bliver set af de betydningsfulde, voksne mennesker i vores liv og får tilstrækkelig anerkendelse for den vi er – altså ikke på, hvad vi laver, men for vores person – så får vi næring til vores selvværd. Med et højt selvværd indtager vi verden på en mere afbalanceret måde og kan også bedre være i situationer, hvor vi laver fejl. Vi begår fejl, men vi ér ikke vores fejl.

Får vi for lidt anerkendelse som små, så opstår der et stort hul. Det hul vil vi senere i livet forsøge at fylde op med anerkendelse fra andre og typisk gennem ting vi laver. Udfordringen med dét er blot, at det ikke virker. Du kan ikke høste dit selvværd hos andre og derfor tro mere på dig selv, bare fordi andre roser noget, du har lavet. Selvværd er du nødt til at finde i dig selv.

Føler du dig styret af et behov for anerkendelse?

Så genkender du måske det med at afvise anerkendelse fra andre, også selv om du så gerne vil have den.

Så kender du også det der lille trick med at sige højt: ”Nej, det blev ikke pænt” med ønsket om, at en i din nærhed siger: ”Jo, det er da blevet rigtig pænt”. Eller du siger: ”Jeg er heller ikke god til…” og så søger efter at en skal respondere med ”Det synes jeg at du er” eller ”Jo, du er da!”. Det er en konstant søgen efter anerkendelse hos andre for, at det skal sidde fast på dig selv. Det virker bare ikke efter hensigten, og det kan være en belastning for din omgangskreds.

Har du svært ved at tage imod kritik, fordi du tager den personligt? Hvis du ikke kan se forskel på kritik af dine handlinger, og af dig som person, så er det vanskeligt at tale med dig om forbedringer og udvikling.

Kender du det, at du føler, at du skal retfærdiggøre dine handlinger og måske også ændre din mening alt efter, hvordan andre reagerer på dét, som du gør eller siger? Du vil helst, at andre kan lide dig, og du er parat til at ændre dig alt efter, hvad de synes. Det har den konsekvens, at du aldrig helt er dig selv, og andre kan ikke mærke dig.

Årsagen til de adfærdsmønstre skal findes mange år tilbage, og det påvirker dig i dit voksne liv. Den manglende anerkendelse i barndommen giver dig en usikkerhed, som forstyrrer dine relationer til andre mennesker. Derfor er følelser som ensomhed og tvivl sandsynligvis ikke fremmede for dig. Konsekvensen kan blive, at du bliver depressiv og passiv i livet. Et vigtigt skridt på vejen til bedring er at acceptere tvivlen på dit selvværd og tomheden indeni – for det er jo sådan du har det. Jeg ved, at det er et smertefuldt sted. Det ved jeg fordi jeg selv har været dér, men for mig var det et vigtigt vendepunkt, da jeg tog ansvar for mit dårlige selvværd og min søgen efter anerkendelse i andre. Når du gør det samme, har du en meget bedre forudsætning for at flytte dig derfra, og på den måde blive mere dig selv med en bedre og mere ærlig relation til andre.