Hvordan kan du hjælpe en du elsker, som har det svært? Hvordan kan stadig være der for den du elsker, selv når du bliver skubbet væk? Hvordan kan du holde til at høre, at den du elsker føler sig helt alene, når du står lige der og så gerne vil hjælpe? Hvordan kan du passe på dig selv i alt det?

Det er i virkeligheden meget simpelt og så alligevel så svært – ellers gjorde vi det alle sammen, og vi ville ikke have så mange konflikter i vores forhold. Sagen er den, at du ikke skal gøre så meget. Du skal bare være der. Være der sammen med den du elsker i det mørke sted, som han/hun er faret vild i.

Når vi mennesker har det svært, så vil vi af med smerten. Den letteste måde er ved at skubbe den over i andre. Vi leder lidt efter fejl hos den anden eller ting, de har gjort forkert, og det er ofte let at finde. Så kører vi lidt på det, og for en kort stund får vi det bedre selv. Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer lidt til at starte med, men så kommer kulden og de samme problemer tilbage. Nu skal du så også bare slås med den dårlige samvittighed. Det er ofte det din kæreste gør.

Samtidig har vi mennesker en fantastisk evne til at se det, som vi gerne vil se, eller rettere, at se det som bekræfter det, vi tror om os selv. Jeg kæmpede selv i mange år med visheden om, at alle ville forlade mig, og hvad angår kærester, så fik jeg ret. De gik fra mig. De fandt en anden, ofte mens vi var sammen, og gik derefter fra mig. Og jeg blev bekræftet i det jeg vidste i forvejen. I dag kan jeg godt se, at fordi jeg vidste, at de alligevel forlod mig, så ville jeg ikke lukke dem ind, og hvem gider ærlig talt blive holdt i en armslængde væk konstant? Ikke at det er ok at finde en anden, mens man har en kæreste, men jeg forstår bare godt i dag, at de ikke kunne holde til at jeg ikke lukkede dem ind. De blev jo konstant afvist.

Men tilbage til dig, og hvordan du kan være der for den du elsker, som er faret vild. Du kender din kæreste og dig selv bedst, men der er noget, der gælder alle. Vi vil gerne rummes og lyttes til. Så.. ikke noget med at forsøge at fikse eller gøre god igen. Du skal være der med hele dig. Du skal være nysgerrig og kærlig. Du skal have overskud og være ærlig, når du ikke har det. Og vigtigst af alt skal du blive ved med at minde dig selv om, at dette her har ikke noget med dig at gøre. For når vi har stået og lavet mad og glæder os til den anden kommer hjem, og så bliver mødt med et tvært “Nå! Jeg troede maden var færdig nu!”, så bliver vi måske så skuffede, at vi risikerer at “hoppe på”.

Hvis du virkelig elsker det andet mennesker, så find alt din tålmodighed frem og hold fast i, at du er glad for at se ham/hende. Lad din kæreste, på en kærlig måde, vide, at du har glædet dig til at se ham/hende. Og har du ikke overskud til det, for jeg ved godt at det ikke altid er nemt, så blot brug dine kræfter på ikke at hoppe på.

Det er ofte et råb om hjælp, når vi ikke opfører os pænt overfor den vi elsker. Vi råber bare på forskellige måder og hvem ved.. en dag er det måske dig, der har brug for den ekstra opmærksomhed og omsorg, og så har du vist vejen