Certificeret stressrådgiver og eksamineret gestaltterapeut
Jeg hedder Tali. Jeg er certificeret stressrådgiver, eksamineret coach og gestaltterapeut. Jeg har 7 års erfaring med klienter og derfor et bredt grundlag for at hjælpe dig. Jeg tilbyder individuel coaching, stressrådgivning og terapi for enkeltpersoner.
Jeg er uddannet på Nordisk Gestalt Institut, et godkendt psykoterapeutisk institut. Uddannelsen er 4 årig og indebærer egen terapi, teori, løbende supervision og arbejde med egne livstemaer. Herudover har jeg en uddannelse som personlig træner, og er snart færdigudannet i Chok Release, en nyere terapeutisk teknik. Jeg er desuden frivillig i Kvisten, en organisation der tilbyder terapi til ofre for seksuelle overgreb.
Jeg er empatisk, udadvendt og har selv oplevet perioder med afmagt. Jeg er glad for livet og sætter en ære i at kunne støtte og inspirere mennesker til at opnå deres personlige mål.
Derfor valgte jeg at blive terapeut
Jeg har gennem 10 år været leder inden for både fødevarer-, distribution- og fitnessbranchen. Jeg har flere gange oplevet at min måde at håndtere mit arbejdsliv på, bragte mig på kanten af sammenbrud af stressmæssig karakter. Det resulterede i en hel del symptomer på depression. Derfor besluttede jeg mig for at sætte mig ind i hvad stress er, og hvordan vi som mennesker kan holde det fra livet. Fagligt set synes jeg, at både stress og depression er spændende fænomener, men vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at vi kan gøre noget ved det.
Min arbejdsfilosofi
At arbejde med mennesker, handler for mig om at møde dem der, hvor de er. Uanset om der er tale om stress, coaching eller terapi, så er mit mål at skabe klarhed for den enkelte. Klarheden er udgangspunktet for, at vi som mennesker kan træffe holdbare valg for fremtiden. Vi er nemlig selv ansvarlig for vore handlinger, valg og fravalg.
Jeg tror på at mennesket er unikt og har en iboende stræben imod udvikling. Personlig udvikling er middel til bedre trivsel og styrkelse af øvrige kompetencer. Derfor er jeg selv i en kontinuerlig personlig udviklingsproces gennem egen terapi og supervision.